I Nederby på det østlige Fur får man solopgange over vandet fra den dag, hvor nøglerne overdrages. Fra den klassiske rødstensvilla er der nemlig det fineste udsyn mod det blå vandspejl, mens selve indretningen giver plads til, at den nye køber kan sætte sit eget præg.
Murstenene og de hvide facadedetaljer byder velkommen på matriklen, hvor ejendommen fra 1908 hurtigt tager hånd om de fleste familietyper med sine 148 veldisponerede kvadratmeter, heraf 47 m2 på 1. sal (ikke udnyttet). Stueplan giver afsæt for hverdagen, hvor både fællesarealer og regulære værelser skal findes. Hele tre selvstændige soverum er det blevet til foruden en stue i husets fulde bredde, et klassisk køkken, badeværelse, entré samt en enormt hyggelig udestue, og derudover råder ejendommen også over en kælder med flere brugbare disponible rum.
Flere steder træder de klassiske elementer frem med bl.a. enkelte gamle trægulve, frederiksbergvinduer og flotte døre, men det er værd at bide mærke i, at den nye køber sagtens kan sætte sit eget præg. Om der skulle være behov for at åbne op til ét dejligt køkken-alrum, om der skal etableres flere værelser, eller om overetagen skal udnyttes (47 m2 boligareal på 1. sal), det er helt op til den fremtidige ejer! Uanset hvad er potentialet enormt, og selv i kælderen er der lyst og rart takket være de mange vinduer.
Ejendommen præsenterer sig i øvrigt med en hyggelig gårdhave, der indbyder til sommerfester og sammenkomster, mens selve haven er let at holde, selv hvis man ikke har de grønneste fingre.
Nederby placerer sig lige nord for Stenøre, havnebyen, som forbinder sig til fastlandet, og med denne adresse kan man altså godt forvente, at man får alle hverdagens fornødenheder inden for rækkevidde såvel som smuk natur til alle sider. Fur er nemlig netop kendt for sin naturskønhed, og nærheden til Stenøre giver ikke mere end nogle minutters cykeltur til bl.a. Dagli'Brugsen, butikker, café og legeplads.
Det er bestemt værd at booke en fremvisning og se mulighederne med egne øjne!