Kun fire minutter tager færgeturen fra Salling til Fur, men på den korte tid vil skuldrene nå at sænke sig, og når I rammer Fur, er det en fantastisk stemning, der tager over. Det er med god grund, at Fur er Danmarks skønneste ø, og nu står den klar til at danne rammen om jeres fremtidige ferie og fritid, for I kan blive de lykkelige ejere af et dejligt fritidshus nær stranden på øens nordkyst.
Jeres nye fristed indhylles af skovens dybe, stille ro. Høje træer indrammer den 2.500 m2 store naturgrund, og midt i den grønne kulisse ligger huset og camouflerer sig så fint med sit matchende grønne tag. Huset er billedet på vaskeægte sommerhusidyl, for I overtager et sortmalet bjælkehus med hvide, småsprossede vinduer.
Byggeåret siger 1976, så I får et hus med indbygget charme, men det er samtidig lyst, indbydende og velholdt. Det hvidmalede træværk og de blotlagte bjælker tilfører rummene den helt rigtige sommerhusstemning, mens bl.a. det pæne køkken med opvaskemaskine sørger for den moderne komfort. Lofter til kip understreger den skønne rumfornemmelse.
Der er god plads til at samle familien, for I får tre værelser foruden et badeværelse og de fineste opholdsrum. Når I samles, bliver det enten på køkkenbænken med friskbrygget kaffe i koppen, foran brændeovnen i stuen eller i den hyggelige havestue, hvor de store vinduespartier inviterer alt det grønne indenfor. I kan selvfølgelig også rykke udenfor til et herligt sommerliv i haven, hvor den solrige fliseterrasse tager varmt imod jer.
Fur er en enestående ø, der folder sig ud med moler, fossiler, stejle klinter og fantastiske fjordudsigter, og så finder I små gallerier og keramikværksteder undervejs på jeres vandre- og cykelture rundt i landskabet og måske I lader jer friste af en lille vejbod? I kan også sætte kurs mod lidt ø-historie på Fur Museum eller besøge de mange gode madsteder. De gode oplevelser står i kø. VELKOMMEN PÅ ULSTEDVEJ 1B.