Guldkysten 2, Thorum, 7870 Roslev, 7870 Roslev

ETPLANSVILLA MED MANGE ORIGINALE 60’ER-DETALJER

Sallings smukke natur bliver hverdagskost, når I overtager nøglerne til den flot klingende adresse Guldkysten 2. Her venter jer velbevaret 60'er-charme for alle pengene, hvor I selv kan udplukke de detaljer, der skal blive ved med at være en del af indretningen, mens resten nemt kan renoveres, så huset passer til jeres behov. En ting er dog sikkert: Rammen er i orden for en tilværelse, hvor børn og voksne kan brede sig.

Både carport og garage venter, når I ankommer til adressen, mens en flisegang fører mod den hyggelige terrasse mod sydvest. Haven er privat og hyggelig med små bede, drivhuse og en græsplæne til leg og boldspil, mens en tæt beplantning langs husmuren er med til at give haven karakter.

Træder I indenfor, møder I først en lille entré, hvorefter det vinklede fordelingsgangsmiljø tager over. Ejendommen er fra 1969 og bærer derfor præg af den klassiske arkitektur fra denne tid, hvor funktionalisme blev vægtet højt i planløsningens udformning. Det samlede boligareal lyder på 127 kvadratmeter, og de fordeler sig over stue og spisestue med brede skydedøre imellem sig, spisekøkken, to værelser, badeværelse, bryggers og et disponibelt rum, mens der findes ekstra kvadratmeter i udestuen, som naturligvis orienteres mod aftensolen.

Husets stil er gennemgående klassisk med listelofter, blyindfattede ruder, farvede badeværelsesfliser og masser af træelementer i indretningen. Ønsker I også at sætte jeres eget præg og måske gøre planløsningen mere relevant for jeres behov, skal det nævnes, at man meget nemt vil kunne etablere et ekstra værelse eller flytte køkkenet, så der bliver plads til endnu et soverum.

Det lukkede vænge i Thorum ligger utroligt naturskønt og er tæt på busstoppesteder, lokal kirke og gode naboer. Der er fem kilometer til Selde, hvor I finder indkøb, skole og sportsfaciliteter, mens I har 20 minutters kørsel til Skive.